Vimangler borgere ...!

Af Viceborgmester Søren Elbæk (S), Knivsbækvej 13, 6920 Videbæk



Ringkøbing-Skjern Kommune har mistet 2605 borgere siden finanskrisen i 2008. Uanset alle analyser af alle kommunale udfordringer, så er det ubetinget den største udfordring for kommunen.


Man kunne anføre det synspunkt, at antallet af borgere ikke er en selvstændig kvalitet. Det er jeg sådan set enig i, hvis ikke det lige var fordi at kommunens velfærdsniveau bygger på et befolkningstal – og når dette befolkningstal falder, falder kommunens indtægter tilsvarende – og derfor er faldende bosætning – alt andet lige – udtryk for faldende serviceniveau.


I forhold til bosætning sidder Ringkøbing-Skjern Kommune ikke på hænderne. Byrådet vedtog for flere år siden – finansieret af vækstpuljen – at etablere et bosætningssekretariat og siden er igangsat en lang række initiativer der utvivlsomt har været med til at begrænse skaderne.


Men fakta er, at indbyggertallet falder – og det fortsætter tilsyneladende.


Danmark er igennem de sidste 40 år blevet centraliseret. Det er sket med skiftende regeringer. Det må høre op!


Det er jo ikke stor videnskab at forstå, at mennesker ikke ønsker at bosætte sig i et område af landet, som af medierne konstant bliver omtalt som et sted med manglende uddannelser, manglende infrastruktur, manglende karrieremuligheder, manglende kulturtilbud og manglende udviklingsmuligheder.


Det ville alt sammen være meget tragisk. Hvis det var rigtig. Det er det heldigvis ikke.


Men centraliseringen i Danmark har skabt en historiefortælling, som har slidt uhørt meget på områder i Danmark. Skaderne er ikke uoprettelige, men klokken er tre minutter i tolv.


Samtidig har samme skiftende regeringer skabt et problem i de større byer i kraft af trafik- og logistikkaos. Og lige nu er boligmarkedet i de større byer ved at være så ophedet, så almindelige mennesker simpelthen ikke har råd til at bo der.


Det er politisk paradoksalt – og pinligt.


Her skal vi fortsætte den vedholdende bosætningsindsats. Og så skal vi gøre op med den beskedne vestjyske kulturarv der alt for ofte forbyder os at omtale vores egen succes.


Vi skal alle have et ambitiøst mål om at fortælle mindst 5 gode historier hver uge om det vi er, det vi gør og det vi opnår med det. Og vi skal ikke bare underholde hinanden med den historie. Vi skal fortælle historierne til hele landet. Lidt mere blærerøv. Lidt mindre beskedenhed.


Kommune betyder fællesskab. Lad os få flere borgere til at bidrage med et

større fællesskab. Fortæl din gode historie. I dag.

1 visning0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle