Budget forlig med stærke socialdemokratiske aftryk



Et samlet byråd i Ringkøbing-Skjern Kommune har indgået budgetforlig. Forudsætningerne var stramme denne gang. Når indtægter og udgifter er gjort op i det kommunale husholdningsbudget for 2022 og de kommende 4 år, er der som udgangspunkt ikke råderum til nye tiltag. Derfor er vi i den socialdemokratiske byrådsgruppe særligt glade for og stolte over, at det alligevel er lykkedes at prioritere nogle af de områder, som er vigtige for os.


Forebyggelse på børne- og familieområdet

Det er lykkes at nedbringe antallet af anbringelser i plejefamilier og på institutioner, så kommunen har overskud på anbringelsesbudgettet, som derfor reduceres med 6 millioner. Til gengæld har vi opnormeret med 3 socialrådgivere. De er udgangspunkt og tovholdere for mange indsatser i Børn og Familie, og ved at nedbringe antallet af sager hos den enkelte socialrådgiver, kan vi øge kvaliteten af sagsbehandlingen og den forebyggende indsats og fastholde den gode udvikling i antal anbringelser.


Vi har desuden prioriteret penge til at videreudvikle 3 tidligt forebyggende indsatser i sundhedplejen og PPR, som vi allerede har set rigtig god effekt af: Minding the baby, Familien på vej og et forebyggende skolevægringsprojekt.


Folkeskolen

Regeringen og aftalepartier prioriterede sidste år penge til et generelt løft af folkeskolen, for Ringkøbing-Skjern giver det et løft på 7,7 mio. om året fra 2023. Med den seneste økonomiaftale mellem KL og regeringen er tilskuddet omdannet til bloktilskud og kan dermed i princippet bruges til hvad som helst og lægges i kommunekassen. Vi har kæmpet for, at alle pengene bliver på folkeskolebudgettet, og vi er glade for, at det er lykkes.


Pulje til vuggestuer

Rekruttering er en udfordring i mange brancher i øjeblikket. På dagplejeområdet er det så udtalt, at det flere steder i kommunen er vanskeligt at overholde pasningsgarantien. Lokalt sætter man alle sejl ind for at finde løsninger her og nu, men på den lidt længere bane er der behov for nye løsninger, f.eks. flere vuggestuepladser. Det har byrådet prioriteret en anlægspulje til.


Ældreområdet

Den demografiske udvikling betyder, at der fortsat bliver flere ældre i kommunen og store udfordringer med at rekruttere medarbejdere til området. Derfor er vi glade for, at byrådet har fundet penge til et generelt løft på ældreområdet, så vi kan opretholde det nuværende serviceniveau. Samtidig prioriterer vi en strategi for rekruttering, fastholdelse og uddannelse, så vi står stærkere i forhold til at have kvalificeret arbejdskraft på området i de kommende år.


På plejehjemmene har nogle borgere en udadreagerende adfærd som følge af deres sygdom, og det skaber utryghed hos personalet. Derfor glæder vi os over, at budgettet til faste sikkerhedsvagter er øget, så personalet kan gå trygge på arbejde.


Sundhed, handicap og psykiatri

Børn og unge, der er vokset op i familier med misbrug, får hjælp, rådgivning og terapi i TUBA, og i budgettet er der afsat penge til at fortsætte det gode arbejde de kommende 4 år.


Specialteamet under handicap og psykiatri er tilgodeset med flere penge til visitation og opfølgning, blandt andet for at sikre en god overgang fra det specialiserede ungeområde til voksenområdet.


Kultur og fritid

TV-serien Hvide Sande har sat Naturens Rige på Danmarkskortet, og der er en 2'er på vej. En anden frugt af kommunens satsning på filmområdet er kommende optagelser til en ambitiøs filmatisering af en stor romansucces. Vi er godt tilfredse med, at vi med budgetforliget kan fortsætte film- og TV-satsningen, fordi det understøtter kommunens mål om at styrke både bosætning og turisme i vores område.


Remisen er kommunens nye kulturhus i Skjern. Et fantastisk projekt drevet af unge ildsjæle, der insisterer på, at der skal være attraktive kulturtilbud til unge i Ringkøbing-Skjern Kommune. Nu får de en hjælpende hånd i form af et anlægstilskud, så de store ambitioner kan føres ud i livet i stærkt samarbejde med eksisterende kulturinstitutioner i kommunen.


Teknik og miljø

Det populære surf spot ved Bagges Dæmning får en opgradering til glæde for de mange surfere og naturelskere, der bruger området. Både surfere og børnefamilier, der nyder Bork Havn Surf Strand vil også få en bedre oplevelse, når stranden sikres mod affald fra fjorden.


Ved Tim Skole, den nye daginstitution og plejehjemmet er der sat penge af til ny vejbelægning og stier, så adgangsforholdene er optimale, når de igangværende bygge- og renoveringsprojekter snart er færdige.


Beskæftigelse

Ledigheden er fortsat lav i kommunen, og derfor kan beskæftigelsesområdet bidrage med finansiering af de nye tiltag.


Større anlægsinvesteringer, herunder Skolen i Skjern

Vi kigger frem imod et behov for store anlægsinvesteringer, blandt andet til Skolen i Skjern, som byrådet træffer beslutning om i november. Vi har aftalt, at det nye byråd i marts næste år skal samles for at se på ønsker til anlægsbudgettet de kommende år og på, hvordan et øget anlægsbudget kan finansieres.


30 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle