Mindeord om John G

Der er dage, hvor en nyhed rammer dig som et dybt smertefuldt slag i mellemgulvet. Hvor du når at tænke, at hvis den nyhed er sand, kan jorden også være flad - og vand løbe opad. Det umulige. Sådan modtog jeg nyheden om John G. Christensens død forleden dag.

For mig var John udødelig. Han definerede begrebet kammerat for mig. Et menneske der kæmper sin sag, men som forstår betydningen af et fællesskab, når det gælder. Sådan var John for mig. Derudover et politisk forbillede. Stærk, sikker og robust, men aldrig uden omsorg, humor og eftertænksomhed.

John havde en forbilledlig evne til at holde øjnene på vejen og hænderne på rattet i politiske sager. Det er sjældent så nemt som det lyder. Men i det forhold var John en meget professionel politiker og en dygtig politisk håndværker. Han søgte alliancer i politiske sager - og han var vedholdende. Han forstod vigtigheden af menneskelige relationer - og han kunne skabe relationer i et helt uhørt omfang.

Hans energiniveau har imponeret mig mange gange. Altid i gang med noget nyt og spændende. Altid nysgerrig og undersøgende på ny teknik - og altid på jagt efter en sag, hvor han kunne benytte sin drone, sine juletræer, sit kamera - eller sisn næse for hvilken vej den politiske vind blæser. John gav gerne en hånd. For at bære, skubbe eller trække. Eller bare for at lægge den på skulderen. Johns indsats gjorde altid en forskel.

Når vi var i et muntert lag - tiltalte jeg ham ofte “sheriffen”. Han elskede det. John var også rar at være sammen med, når tonen var uhøjtidelig og afslappet. Han var fræk, men aldrig fornærmende. Han var provokerende, men aldrig uforskammet. John vidste præcis hvor langt han kunne gå. Jeg har været uenig med ham, træt af hans politiske vedholdenhed og fortvivlet over hans haglbyge af argumenter i en sag. Men jeg har aldrig været uvenner med ham. Ikke en eneste gang.

Nu ringer John ikke længere, med den samtale, hvor første sætning ofte var; “Jeg skulle bare lige vide hvad du har lavet af ulykker i dag?” Og jeg ringer ikke længere til John, med den samtale, hvor første sætning ofte var; “John, jeg skal bruge din hjælp …!” Vores samtaler var ofte morsomme, pjattede eller ligefrem platte. Men aldrig ligegyldige. For sådan var John. Aldrig ligegyldig!

Æret være Johns minde.