
Flere virksomheder lukker på kort tid – bedre integration er en del af løsningen
Flere virksomheder lukker på kort tid – bedre integration er en del af løsningen
Af Romante Karbauskiene21. juni 2025
Efter over tre år hos Lampemesteren blev jeg for nylig opsagt. Det var ikke, fordi jeg ikke gjorde mit arbejde, men virksomheden valgte simpelthen at lukke ned i Ringkøbing og flytte hele driften til Tyskland. Det er en trist besked, ikke kun for os ansatte, men for hele Ringkøbing-Skjern Kommune. Vi står endnu engang i en situation, hvor arbejdspladser forsvinder. Og det sker alt for ofte i år. Først GPV, nu Lampemesteren og senest har Kramp meldt ud, at deres lager i Skjern lukker om to år. Det er ikke længere enkeltstående tilfælde. Det er blevet et mønster. Og konsekvenserne mærkes langt ud over virksomhedernes porte.
Hvordan vender vi udviklingen?
Når store virksomheder lukker, mister vi ikke bare arbejdspladser. Det rammer hele vores lokalsamfund. Butikker mister kunder, kulturtilbuddene mangler gæster og værst af alt skolerne kommer i endnu højere grad til at mangle børn. Boliger står tomme og byerne vil mangler liv. Vi kan ikke bare stå og se på – vi må handle nu.
Men når man besøger siden flytmodvest.dk finder man kun én enkelt historie, om Thomas. Det er selvfølgelig godt, at han fik hjælp gennem tilflytterjobordning, men det rejser et vigtigt spørgsmål: gør vi nok? Deler vi nok? Hvis vi virkelig vil tiltrække nye borgere og vise, at her er mulighederne, så skal vi også blive bedre til at fortælle om dem. Vi skal turde vise vores succeser og skabe mange flere af dem. Vi skal have en platforme, hvor vi kan finde alt om det der er godt og nyttigt i denne E-verden.
Men det handler også om mennesker og om at skabe trygge rammer for dem. Hvis vi vil tiltrække nye borgere og familier, skal vi sikre, at de lander det rigtige sted. Det kræver, at vi arbejder mere målrettet for, at de hurtigt finder deres vej ind i fællesskabet, på boligmarkedet og på arbejdsmarkedet.
Det kræver ikke kun venlige ord og imødekommenhed, men også konkret og praktisk hjælp. For nogle ved simpelthen ikke, hvor de skal starte eller hvad de skal gøre. Derfor skal dem, der hjælper, ikke bare pege i en retning, de skal tage aktivt ansvar og følge op med handling. Først da lykkes vi med at få mennesker godt i gang i deres nye liv.
Kommunen gør allerede en god indsats for at få flere i arbejde
Det er virkelig positivt. Men vi er også nødt til at forholde os ærligt til virkeligheden: i 2023 var hver tredje ledige i kommunen udlænding, og mange kæmper stadig med sproget, nogle taler slet ikke dansk.
Hvis integrationen virkelig skal lykkes, og flere skal have en plads på arbejdsmarkedet, er vi nødt til at handle konkret. Det betyder blandt andet, at vi skal støtte virksomheder og prøve at etablere et tilbud om sprogundervisning direkte på arbejdspladsen. Så bliver det nemmere for den enkelte at falde til, både på jobbet og i fællesskabet. Ingen tager skade af for eksempel to timers sprogtræning om ugen, og gevinsten kan være stor. Det hjælper medarbejderne i hverdagen, og samtidig styrker det virksomhederne, så vi alle får glæde af det.
Vil vi virkelig ændre kursen, må kommunen og virksomhederne arbejde sammen om at lave et støtteprogram, hvor både nye og nuværende ansatte kan få sprogundervisning og opkvalificering ude på arbejdspladsen. Vi har plads. Vi har mennesker, der gerne vil arbejde og vi skal hjælpe dem, der er allerede i arbejde og kan uddanne sig samtidig. Men vi mangler handling, der matcher den virkelighed, vi står i.
Hvis vi skal vende udviklingen, skal vi gøre det attraktivt at bo, leve og drive virksomhed her. Det handler om mere end lave huspriser og smuk natur. Det handler om muligheder, netværk, uddannelse og tryghed.
Det må ikke ende i stilstand og afvikling.
Jeg har mistet mit job, og jeg er langt fra den eneste. Men det værste ville være, hvis vi bare accepterer det. Hvis vi ikke bruger denne udvikling som anledning til at tænke nyt.
Jeg tror på, at Ringkøbing-Skjern har en fremtid. Men kun hvis vi tør kæmpe for den og investere i den.